
Sådan vælger du det rigtige graveldæk
Share
Når det kommer til gravelcykling, er dit valg af dæk en af de absolut vigtigste faktorer for både komfort, fart og kontrol. I denne guide får du viden og konkrete råd fra Johannes Rom Dahl – som i Gravel Ræs podcasten gav en solid og praksisnær gennemgang af, hvordan man vælger det rigtige dæk til gravel.
1. Ét dæk passer ikke til alt
Gravel foregår på vidt forskellige underlag: hårdtpakket grus, løst sand, skovbund, mudder og asfalt. Derfor findes der ikke ét perfekt graveldæk til alle forhold. Det handler i stedet om at vælge det mindst dårlige kompromis – ud fra hvor og hvordan du kører.
"Der vil aldrig være ét dæk, der er ideelt på hele ruten eller i hele løbet," siger Johannes. "Det handler om at vælge det setup, der klarer sig bedst over hele linjen – og ikke kun på de hurtige stræk."
2. Greb og mønster
Et godt graveldæk skal kunne gribe på det underlag, du kører på. Løber du primært på løst grus eller sand, bør dækket have sideknopper, der hjælper i sving og giver stabilitet. Til hardpack og tørre forhold er et mere glat center med fine mønstre ofte hurtigst. I mudder har du brug for højere knopper og afstand imellem dem, så dækket kan rense sig selv og få fat i underlaget.
"Man kan godt tro, at mange knopper altid er lig med mere greb – men på hardpack er det faktisk det modsatte. Her er en glat midtersektion ofte hurtigere og sikrere," forklarer han.

3. Dækbredde og støddæmpning
Bredere dæk giver bedre komfort og lavere impedans-tab (den energi du mister, når du bliver kastet rundt på ujævnt underlag). Men for brede dæk kan også give dårligere aerodynamik og samle mudder op i rammen. Det handler om at finde den bredde, der passer til din cykel, dit underlag og dit ambitionsniveau. Et sted mellem 42–47 mm passer de fleste.
"De fleste vil være godt stillet med noget i 42 til 47 mm spektret," siger Johannes. "Men hvis du konstant ønsker dig 50 mm dæk, så bør du måske overveje en hardtail mountainbike i stedet."
4. Rullemodstand og tryk
Det er en udbredt myte, at hårdtpumpede dæk altid er hurtigere. Johannes forklarer, at lavere tryk kan give lavere rullemodstand i gravel, fordi dækket absorberer ujævnheder bedre og holder bedre kontakt med underlaget. For højt tryk giver mere friktion og får dig til at hoppe rundt – og det koster både fart og kontrol.
"Det føles måske hurtigere, når man bumler henover gruset med højt tryk, men i virkeligheden taber du energi. Du mister flowet," siger han.
5. Punkteringsresistens og konstruktion
Gravel er hårdt for dækkene. Tænk over punkteringsbeskyttelse og slidstyrke, især hvis du kører i sten, rødder eller skarpt underlag. Dæk med stærke sidevægge og passende mønster giver dig bedre chancer for at undgå flade dæk midt i løbet eller på turen.
6. Værktøjer og test
Johannes anbefaler at bruge tools som Bicycle Rolling Resistance til at sammenligne dæk, og Wolftooth Tire Pressure Calculator til at finde det rigtige dæktryk. Kombinér det med din egen erfaring – og vær ikke bange for at eksperimentere.
"Du skal ikke bare køre med det tryk, din onkel har fortalt dig. Brug en kalkulator, find et udgangspunkt – og så test dig frem," siger han.
Konklusion: Test dig frem
Der findes ikke ét svar – men der findes en masse viden, du kan bruge til at træffe bedre valg. Det vigtigste? Prøv dig frem. Justér dit tryk, skift dæk, lær hvordan din cykel opfører sig på forskelligt underlag.